Når hørebesvær får en til at gå i stå.
Vi hører med ørerne og hjernen. Der kommer konstant en masse information til os i form af lydbølger, som det er op til os selv at tolke til noget meningsfuldt. Det gør vi med gæt og sandsynlighedsberegninger, som vi udsætter for kontrol.
Gæt og efterfølgende kontrol af det, vi gætter, har vi øvet os på, lige siden vi blev født. Og vi er blevet rigtig gode til det. Vi hører ikke bare lyde. Vi hører en solsort fløjte, en bil dytte, telefonen ringe osv. Når vi så ser, at solsorten sidder i træet, bilen kører forbi, eller vi besvarer telefonopkaldet, så bestyrkes vi i, at sandsynlighedsberegningen var god nok. Jeg hører umiddelbart en forbipasserende sige hej. Og hej’er jeg tilbage, og ingen protesterer, så hørte jeg åbenbart det, der blev sagt.
Men sproget er ikke entydigt, og der kan være mange måder at få sagt noget på. I hverdagen er der masser af chancer for at gå fejl af hinanden. Når det ikke lykkes få mening ud af det, man hører, siger man hva’. Man giver sig selv en chance til. Men samtidig har man også givet den anden en chance til at blive forstået. Det er aldrig rart at sige noget, ingen reagerer på. Som om man har sagt noget dumt eller forkert. Men kontakten genoprettes ved fortsat kommunikation, til glæde for begge parter.
Os, der har mere end almindeligt svært var at høre, hører på samme måde som alle andre: ved gæt og sandsynlighedsberegninger. Men vi gætter på et mindre detaljeret grundlag og risikerer dermed at høre forkert oftere end de fleste. Som regel opleves det pinligt at blive grebet i at høre forkert. Både fordi man misforstår det, alle andre hører, og fordi man kan røbe sine inderste tanker i måden, man hører forkert på.
Man kunne jo bare have sagt hva’ og givet sig selv og den anden en chance til. Men måske vil man ikke have, at det kommer frem, hvor dårlig man er til at høre. Bemærkninger som ” nå vil du nu også høre?” eller ”sig mig, hvor meget af det, jeg har sagt, har du egentlig hørt?” hænger som truende skyer over en. Når man ser andre snakke sammen, er det som om de kun vil være sammen med nogen, der kan høre. Så man skal bare høre og undgå at høre forkert! Men når man prøver at høre, er risikoen for at høre forkert samtidig størst. Og så går man i stå. Låst fast af to modsatrettede ønsker.
En måde at slippe ud af dilemmaet på er at holde sig helt væk. Men er man også parat til at bære konsekvenserne af den holdning på længere sigt? Hvor ved man forresten fra, at andre kun vil være sammen med nogen, der kan høre? Det kan da godt være, at den, man snakker med, har det sådan. Men det kan også være, at han eller hun ikke har noget specielt imod en og tager hørebesværet med, når det nu ikke kan være anderledes.
Det er ikke svært at komme til at høre mere, når man kommunikerer med andre. Det er bare pinligt. Men giver man sig selv en chance til, når man behøver det, vinker belønningen forude i form af bedre kontakt med andre mennesker.
Grete Boisen
